Børneholdet:
Skansespillets børnehold glæder sig til at opføre forestillingen ”Helt ude i skoven”, der som titlen antyder, foregår netop…. helt ude i skoven. Her møder vi bl.a. skovens beskytter: ”Træ nummer fire fra venstre” som med hjælp fra blomsterne og bierne, Agent Busk og et egern, forsøger at løse det store mysterium om, hvem det er, der lokker jægeren ud i skoven.
De møder mange mistænkte i deres søgen, men hvem skurken er skal vi ikke afsløre her. Det må man vente med af få afsløret til man ser forestillingen, som opføres af 16 børn i alderen 7-13 år instrueret af Liane Eriksen.
Voksenholdet:
”All I want for Christmas” er en historie om forelskelse, ægteskab, søsterkærlighed samt to pattegrise, en halv okse på spid og 25 hotdogs med ostepølser.
Eva Kathrine Abildgaard planlægger en kæmpe bryllupsfest for den ene af hendes tvillingedøtre, Daniella, som skal giftes med Patrick Kreutzheim, som er søn af – for at bruge hendes egne ord – den højrøvede gås, Fanny Kreutzheim – Uldrups selvudnævnte dronning. Så der ligger et stort pres på hendes skuldre for at få det hele til at lykkes, således, at det kan blive et elegant og sofistikeret bryllup. Hun får hjælp af sin søster Irma, som bl.a har fået ansvaret for at sørge for at bestille en overdådig festmiddag og af byens driftige bryllupsarrangør/blomsterhandler og busstationsindehaver, Frøken Margrethe Mosbjerg. Samtidig har Eva Kathrine og Irmas storesøster Hanne Louise meldt sin ankomst til byen efter mange års fravær, og det plejer ikke at gå stille af sig, når gnisterne fyger mellem de tre temperamentsfulde søstre.
Der er mange spørgsmål der bliver stillet – og nogle af dem også besvaret – i løbet af forestillingen: Hvad laver Eva Kathrines mand, Didrik egentlig, når han påstår at han går til ”møder” tre aftner om ugen? Driver DHL en vikarordning for præster? Er tunnelsyn virkelig en hyppig arbejdsskade for inseminører? Kan duer eksplodere, hvis de spiser for mange ris? Findes der virkelig fjorten sange om fjerkræ? Og hvordan folder man en hat af avispapir?
Uden at røbe for meget tør vi godt love, at der bliver noget at grine af, for det er ikke alt, der går som planlagt i forbindelse med brylluppet… langt fra. Forestillingen leveres af 11 sprudlende skuespillere og instruktionen er lagt i hænderne på Betinna Bjeldbak.